Af Redaktionen

Det er altså fristende, lige at smide kassen med julepynt op på loftet, når december er gået, men det er de færreste loftsrum der er isolerede, og derfor svarer det faktisk til, at man sætter kassen med julepynt ud på terrassen, indtil det er tid at pakke det ud igen.

Derfor er en tommelfingerregel, at alt det, som du ikke vil stille ud på din terrasse, det bør du heller ikke stille op på loftet.

Julepynt

Kassen med julepynt indeholder ofte gammelt og skrøbeligt pynt, af papir og metal, materialer der som udgangspunkt ikke tåler fugten på loftet. Selvom de kommer ned og bliver luftet en gang om året er der stadig risiko for at det bliver ødelagt af dyr og fugt.

Maling

Maling, spartelmasse og andre malerprodukter kan som udgangspunkt ikke tåle frost, og det er der risiko for oppe under tagryggen. Hvis maling får frost, kan det blive grynet, eller det kan lade være med at hærde.

Har du maling på spraydåse, skal du heller ikke bruge loftet som opbevaringsplads, da spraydåser risikerer at eksplodere ved høj varme – og på en varm sommerdag kan der godt blive op til 50 grader under taget. Opbevar spraydåser sammen med rengøringsmidler i et skab.

Tjek i stedet emballagen for, hvilke forhold du bør opbevare malingen under.

Gødning

Gødning til blomster og planter kan heller ikke tåle forholdene på loftet. I flydende form kan gødning nemlig ikke tåle frost – vandet kan fryse, og så skiller det flydende produkt. Samtidig kan gødning i pilleform ikke tåle høj varme.

I stedet bør du stille gødningen indenfor i boligen, fx der, hvor du opbevarer rengøringsmidler.

Kasser i hård plast

Det er fristende at samle løsdele som gammelt legetøj, værktøj o.l. i kasser af hårdt plast på loftet. Men du kan risikere at stå med dine ejendele spredt ud over loftets gulv. Hård plast kan nemlig blive ’sprødt’ af frost og kan derfor nemmere gå i stykker, hvis du flytter på kassen.

Tøj og dyner

Mange bruger også loftet som opbevaringsplads for tøj og sengetøj der ikke er i brug.

Selvom et loft bør være ventileret, er der alligevel risiko for fugt og skimmelsvamp.

Du kan overveje at vakuumpakke dit tøj og dine dyner, men du skal løbende tjekke det, for opstår der den mindste utæthed, kan der slippe fugt ind til tingene.

Blade og bøger

Heller ikke blade, bøger, gamle tegninger, skoleopgaver osv. tåler den fugt, der kan opstå på loftet.

Du kan forsøge at lægge tingene i plastikkasser, men du skal være helt sikker på, at de er knastørre, og at der ikke kan slippe fugt ind i kasserne, samt sikre at kasserne ikke får frostskader og går i stykker ved flytning.