Tekst og fotos: KomEsbjerg

Parker på P-pladsen og gå til år 0”, stod der på invitationen, @Myrthue havde sendt til KomEsbjerg
– umiddelbart gav formuleringen anledning til en smule forundring hos redaktionens udsendte.

Oppe ad grusvejen, langs jernbanen fra Guldager Stationsby gav forklaringen sig selv.
Vi skal jo langt tilbage i tiden, så derfor tælles baglæns fra nutiden til Jernalderen – den ca. 1.300 år lange periode, som fulgte efter Bronzealderen og ledte helt frem til Vikingetiden. Altså en periode (fra ca. 500 år f.Kr. til 800 e.Kr.), der var omtrent lige så lang, som vi i dag er fra Vikingetiden – det spænd af tid er nok værd at fundere lidt over. For hvordan i alverden får man skolebørn til at forstå noget, der ligger så fjernt fra mobiltelefoner og Pc’er med fingertrykbetjening?

Naturvejlederne hos Myrthues skoletjeneste har valgt at markere tidsintervaller fra nutiden, og med en fast afstand på 10 cm = 1 år fra NU og tilbage til år 0, er det faktisk muligt at livagtiggøre eksempler, som at for 1 meter siden blev du selv født, for 4 meter siden blev dine forældre født, dine bedsteforældre for 8 meter siden, og så fremdeles – eller rettere så tilbage. Undervejs passeres bl.a. markeringer med årene 1940-45, 1864 og 1160, inden man når tilbage til år 0 – for så lige at fortsætte endnu nogle hundrede meters oldtidshistoriefremkaldelse, før man står ved den skarpt bevogtede indgang til Jernaldergården. Med flade, opadvendte hænder hilses vagterne med ”Hil dig frænde, jeg kommer med fred!”, hvorefter vagterne træder til side, og det sidste stykke vej op mod gården ligger frit.

Indvielsen fredag formiddag havde samlet mange interesserede, som bl.a. havde lejlighed til at hilse på den tidligere, mangeårige Mr. Myrthue, Jens Futtrup og byrådsmedlem, Jørgen Ahlquist inden Dorte Vind, daglig leder af Myrthues mange tilbud til skoleelever bød velkommen. Dorte Vind fortalte om sin ansættelse tilbage i 2017 og baggrunden for nybygningen af gården, og Myrthues arbejde med skoletjenesten. Hun kom også ind på, at en undersøgelse har vist, at 94 procent af landets lærere mener, det styrker klassens fællesskab at komme ud og opleve og prøve ting frem for i skolen. Via eksterne indlæringsmiljøer huskes det, man lærer, og gennem mennesker, steder og aktiviteter, sætter læringen sig fast. Man husker bedre, når man er i miljøet, så der er balance mellem mennesker, steder og aktiviteter. Herefter gav hun ordet til Formand for Esbjerg Kommunes Kultur og Fritidsudvalg, Jakob Lose.

I sin tale fortalte Jakob Lose bl.a. den netop afsungne fællessangs ”Hvor smiler fager den danske kyst” linie ”Hvad hånden former, er åndens spor” på fineste vis beskriver, at alt vi i dag har og kan, er bygget op på tidligere tiders hårde arbejde og udvikling.

Han fortsatte med at oplyse, den gamle gård fra omkring 1971, med tiden var blevet så hårdt ramt af råd og borebiller, at Byrådet tilbage i 2020 besluttede helt at fjerne gården og bygge en ny for, fortsat at kunne tilbyde livagtige og virkelighedstro rammer for skoleelevers oplevelser af livet i Jernalderen.

Myrthues naturvejledere på stedet hører ofte fra både lærere og forældre, at de stadig og tydeligt husker deres egne skolebesøg, lige som nutidens elever giver udtryk for deres bedste skoledag.

Efter talerne fik Jakob Lose, af gårdens smed, Thorbjørn (Martin Brochstedt) til opgave at kaste det håndsmedede sværd – erobret fra en fjende – i søen som offergave til guderne. Forinden fik han dog flere formaninger fra gårdens kloge kone, Gunhild (Charlotte Bruun), så tingene kunne gå ret for sig.

Tidligere håndværker på gården, Martin Iversen havde medbragt en overraskelse, som smeden fik til opgave at åbne, da han nok var den på gården, der havde mest forstand på indholdet, som viste sig at være to langbuer, Martin Iversen havde lavet. En voksenbue og en børnebue, begge med tilhørende pile.

Så var det tid til Mjød og Jernalderhapser, som elever fra Bryndum Skoles 5. klasser trakterede de inviterede gæster, mens der også var lejlighed til at besøge eleverne i de arbejdende værksteder.

Til KomEsbjerg fortæller Gunhild og Thorbjørn meget entusiastisk om Jernalderen og idéen med arbejdet bag tidslinjen langs tilkørselsvejen, og hvordan den meget lange tidshorisont bliver levendegjort for eleverne, når der benyttes eksempler fra deres egen hverdag til at belyse de store spring i tid.

Dorte Vind fortæller, der er adgang til Guldager Plantage hele året, og man er velkommen til at kigge forbi, når der ikke er undervisning eller arbejdes på gården. Lige som der jævnligt arrangeres åbne aktiviteter, hvor alle er velkomne.

Man kan naturligvis læse mere om kommunens tilbud til elever via Myrthues hjemmeside og på Facebook.