Tekst og fotos: Camilla Uth
På lørdag har Lars Düwels film Vadehavsmaleren premiere i Musikhuset Esbjerg. Lars Düwel har gennem 3 år fulgt Marco Brodde i hans daglige virke, både i hans atelier, men også ude i naturen, og gennem de 3 år har han lavet et portræt af et menneske for hvem Vadehavet med dets fugleliv, naturen og ikke mindst biodiversiteten er hans lidenskab, for Marco er udover sit kunstnervirke, med sine levende akvareller af fuglelivet og naturen i Vadehavet, også ansat som Naturvejleder i Fanø Kommune.
Et er at fotografere natur og dyreliv, et andet er at indfange øjeblikket med blyant og pensel, og det er netop denne udtryksform der gør Marco Brodde til en fantastisk formidler, og hans kærlighed til naturen skinner igennem hvert et penselstrøg. Marco har altid en skitseblok med sig, for ofte møder han noget på sin vej, der kræver en hurtig skitse, og mange gange flere, for der er ikke to dage der er ens, når man færdes i vadehavsområderne. Vejr og vind skifter fra dag til dag, tidevandet skifter fra time til time, og fuglene kommer og går alt efter hvilken årstid, der er tale om. – jeg skal ud hver dag, for motiverne er der jo hele tiden, og er jeg væk en uge uanset årstiden, jamen så ved jeg jo, så er der en eller anden vejr situation i det mindste, som jeg er gået glip af, eller en del af fugletrækket og så er det bare hurtigst muligt ud igen, fortæller Marco.
En del af filmens handling omhandler da også det faktum at være ude i al slags vejr, så Lars Düwel har været med ude i marken i timevis, for at kunne skabe et så nuanceret billede som muligt. – alle mine billeder er lavet efter noget, jeg har oplevet derude, med udgangspunkt i fugle, siger Marco. Derudover spiller teknikken med koldnålsraderingerne og efterfølgende tryk en stor rolle. Motiverne bliver ridset ind i en slags plexiglasplade, derefter bliver der påført farve og så bliver de trykt på papir, der er farvet med kaffe, hvilket giver et spændende farvespil bag de ellers sorte tryk. Man kan se alt på sådan et tryk, og Marco peger da også på et hundehår, der har sneget sig ind på et af billederne og som fremstår som en lidt krøllet linje på et af billederne.
Marco har alle sine remedier med når han går ud, for at male i naturen, og hans motiver er som oftest årstidsbestemt, han forstår ikke, hvordan de mennesker der færdes ved Vadehavet, kan undgå at se, hvad der er lige foran dem af fugleliv, – jeg lavede et projekt sidste år, faktisk også i grafik. Jeg kaldte det ”Hverdagens verdensarv”, og der var mantraet til de billeder, at de skulle være lavet, altså motiverne – fuglene skulle være lavet, der hvor folk, almindelige mennesker går fra A til B, på vej til færgen eller max. 5 minutter væk fra bygrænsen, hvor der er noget landskab, men hvor der også gemmer sig disse fuglearter, men som man jo tit ikke ser. Så et af de filosofiske budskaber i det her, udover at jeg selvfølgelig synes, det er sjovt at tegne, det er at fremvise, – se det her, det går for fødderne af os, og det er ikke bare sådan en Pipfugl, det er sådan en der kommer fra Sibirien eller Nordøstgrønland, og fortæller en enorm spændende historie, siger han.
Tegningerne skaber grobund for snak, når folk besøger hans atelier ved Værftet i Nordby, så han formår at kombinere sit job som Naturvejleder med sin kunst og derved få udbredt kendskabet til de fugle der omgiver os, og som han har tegnet siden sin gymnasietid. Så selvom hverdagens Vadehav er et projekt ”on the side”, som han kalder det, så har det et formål, og det ser ud til at det er en succes.
Natur og biodiversitet er ikke det samme, natur er mange forskellige ting, men biodiversiteten er de miljøer der skaber overlevelses muligheder for mange små dyr, insekter, planter og dyreliv generelt. Helt galt går det når vi begynder at flytte rundt på tingene for ligesom at prøve at tøjle naturen, derved ødelægger vi nogle af de små fine miljøer, der sikrer overlevelse for mange arter i naturen.
– Vi er opdraget til at en skov skal se sådan der ud, som vi synger om, en bøgeskov hvor træerne skal stå lige, men det er en stærk romantiseret fuldstændig kunstig menneskeskabt natur, siger Marco. Mange af hans billeder er fra den rå vestjyske natur, oftest åbne landskaber som han formår at indfange med den vildskab, der tit er til stede vejrmæssigt og som ofte kan drille, når man som han arbejder med sine vandfarver. Maler man vådt i vådt, og det begynder at regne, som er tilfældet, på et af hans nyeste værker fra en af de naturlige skove på Fanø, ja så kan det hurtigt stikke af, især når regnen, gavmildt bidrager med massive vandmængder. Det faldt dog alligevel heldigt ud, og gengiver et stykke naturskabt skov med forvredne træer og vand i skovbunden. Er det frostvejr, så kan arbejdet med vandfarverne også være en udfordring, for når billedet så begynder at tø, så kan farverne risikere at løbe sammen, og så er det om at holde tungen lige i munden, især hvis man kører bil og papiret ligger bagi bilen. Er man i sådan et tilfælde heldig, kan der komme noget godt ud af det, men det kan altså også gå galt.
Miljø og klima
Som Naturvejleder ligger det selvfølgelig også Marco på sinde at vi passer på miljøet, – Det der er en udfordring, og det som jeg er bekymret for, det er egentlig polariseringen i den debat, at det egentlig bliver tegnet sådan meget hårdt op, at enten skal du være sådan super vegetar, storby radikal eller også skal du være nordvestjysk landmand, som fandme ikke skal lade dig diktere af noget som helst, og det synes jeg simpelthen er ulykkeligt, hvis det er derhen, vi når. Men der er jo heldigvis også en stor bred midterbane her, hvor jeg tror den brede befolkning befinder sig. I Danmark, ikke det store Europa, men i Danmark, der er der en opbakning til klimapolitikken. Men der er jo tilsyneladende, kan man se, en grænse for CO2 afgifter, men handling er påkrævet, og det vender jo på et eller andet tidspunkt tilbage til os selv. Man kan jo sige, at så skal vi jo handle lidt, jeg kan flyve den ene gang der, og skrue lidt ned der, og ja det er faktisk det, vi er nødt til at gøre, det er vores samlede aftryk på verden, og det der bekymrer mig endnu mere, det er den der totale fornægtelse af, den der med – der har altid været klimaændringer, – ja men gør det virkelig ingen forskel for dig, at de her er menneskeskabte? Hvis ikke det gør en etisk forskel, så synes jeg godt nok, man er kynisk. Vi har et fælles ansvar for vores klode, det nytter ikke noget, at vi gambler med ikke bare dyrearterne og deres levesteder, men med hele systemet som sådan, det syntes jeg er vildt, og det er vi simpelthen nødt til at snakke om både på et strukturelt og personligt plan, men vi skal ikke udskamme hinanden, afslutter Marco.
Overalt i det lille studie hænger der akvareller og tryk, nogle af dem ligger på gulvet, og de fortæller alle en del af den historie, Marco gerne vil eksponere omkring den natur han færdes i. Nu bliver han selv eksponeret i en film, som han ikke har set endnu, for det er aftalen med Lars, som har lavet den. Marco er meget ydmyg omkring projektet, der ikke er hans, han er bare medvirkende, og det gør han uden tvivl godt. Filmen har som sagt premiere i musikhuset på lørdag, hvor Marco også selv skal se den for første gang.
