Af Jan Poulsen   Foto: FIMUS

Hvor kommer din mad fra i fremtiden? På museet sætter de fokus på bæredygtig mad fra havet i efterårsferien.

I hele efterårsferien kan du blive meget klogere på fremtidens mad fra havet. Vidste du f.eks., at der kan være tang i din tandpasta? Og at muslinger har det laveste CO2-aftryk af fødevarer? Kom forbi og smag en blåmusling eller en østerspandekage, lav dit eget tangsalt eller hør om “de mindre kendte spisefisk” – samt meget, meget mere!

I forbindelse med ferieaktiviteterne har museet også lavet en ny minisærudstilling, et Masterpiece, i forhallen med titlen ”Muslinger – fra madding til Michelin-restaurant”.

Udover ferieaktiviteterne kan du også opleve den helt nye udstilling “Vores verden” lavet i samarbejde med Shane Brox.

Med udstillingen ”Vores verden” har den folkekære designer, børnetv-vært og forfatter Shane Brox skabt en udstilling til Fiskeri- og Søfartsmuseet, der formidler FNs verdensmål for børn og deres voksne.

Sidst men ikke mindst har det nu også endelig været muligt åbne for den ny attraktion på legepladsen – en gigantisk ruse, som du kan løbe og lege igennem!

Så kom forbi til en masse fede oplevelser for både store og små.