Af Jan Poulsen

Julelejre kan være med til at give et pusterum fra en svær hverdag for børn og unge rundt omkring i Danmark.

Mellem jul og nytår arrangerer Blå Kors julelejre for børn og unge, som har brug for et pusterum. Det kan være børn og unge fra familier med alkohol- og rusmiddelproblemer, fattigdom, psykisk sygdom og andre sociale problemer.

Dermed får disse børn og unge et pusterum fra en svær hverdag.

Blå Kors Danmarks ferielejre er for børn og unge, som ellers ikke kommer på ferie. På deres julelejre og sommerlejre giver de børnene gode oplevelser og et rart fællesskab, som giver ballast – også i hverdagen.

Tilmeldingen til årets julelejre er åben allerede nu, men det er med at være hurtig.

Tilmelding sker efter “først-til-mølle-princippet” – tilmeld via knappen “Tilmeld nu” på Blå Kors hjemmeside.

Hvis du har spørgsmål omkring lejrene, er du velkommen til at kontakte Blå Kors.

Alle ferielejre bliver drevet af kompetente frivillige, som brænder for at dele ud af deres tid, engagement og omsorg. Og der er mange voksne, så alle børn får opmærksomhed.

Ferielejrene er opdelt i forskellige aldersgrupper, og alle har masser af aktiviteter. Tryghed og tolerance er nøgleord, og Blå Kors Julelejrene dyrker fællesskabet og muligheden for at finde venner for livet. Desuden bliver alle lejrene holdt i dejlige omgivelser, med god mad. Ferielejrene drives på Blå Kors Danmarks kristne værdigrundlag, som betyder, at alle bliver mødt med ligeværd, accept og respekt for den, de er.