Af Redaktionen   Foto: Palle Skov

Folkehøjskolernes Forening i Danmark har ansat Elsebeth Gerner Nielsen som ny generalsekretær. Højskolerne er vigtige som aldrig før, siger den kommende generalsekretær, der tiltræder den 1. januar. Hun afløser Niels Glahn, der har valgt at træde tilbage efter at have bestridt posten siden 2007.

Elsebeth Gerner Nielsen er pr. 1. januar ansat som ny generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Hun kommer fra en stilling som rektor for Designskolen Kolding, hvor hun igennem 12 år har omdannet skolen fra en god kunsthåndværkerskole til at blive en anerkendt international designuddannelse på universitetsniveau. Elsebeth Gerner Nielsen er kandidat i socialvidenskab (cand.rer.soc.) og har blandt andet siddet i Folketinget i perioden 1994 til 2007, heraf 4 år som kulturminister.

Om ansættelsen siger Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark:

-Med Elsebeth Gerner Nielsen får Højskolerne ikke bare en generalsekretær, som kender skoleformen helt ned i dens dybeste rødder, men også en leder med indgående erfaring fra uddannelsesverdenen – fra der, hvor kulturens interesser møder virksomhedernes, og fra den politiske verden. Og vi får en generalsekretær, som forstår kulturens og folkeoplysningens værdi for det enkelte menneske. Jeg glæder mig personligt meget til samarbejdet og er overbevist om, at vi sammen vil lykkes med at styrke Højskolernes bidrag til at sikre fremtiden en verden, der er værd at leve i, og til at danne det folk, der er folkestyrets forudsætning.”

Der er brug for højskolerne
Elsebeth Gerner Nielsen tiltræder som generalsekretær den 1. januar med arbejdsplads i Højskolernes Hus på Nytorv i København, hvor Folkehøjskolernes Forening har hjemme.

-Jeg glæder mig meget til at arbejde for højskolerne i Danmark. Vi har brug for dem som aldrig før. Til at hjælpe os med at finde retning, mening og tilhørsforhold. Højskolens tilbud om fællesskab og samtale er efter min mening et af de bedste steder at skabe et meningsfuldt alternativ til effektivitets- og præstationsræset. På højskolen kan man finde ud af, hvordan man bliver god til at være en del af verden,” siger Elsebeth Gerner Nielsen om sit kommende arbejde.

Om Elsebeth Gerner Nielsen
Gerner Nielsen er født i 1960 på en gård i nærheden af Frederikshavn. Hun er uddannet cand.rer.soc. fra Syddansk Universitet og har blandt andet arbejdet som projektleder for et kulturhus, undervist på Syddansk Universitet, og været konsulent og forsker i Udviklingscenter for Folkeoplysning og Voksenundervisning.

I perioden 1994 til 2007 var hun medlem af Folketinget, heraf knap 4 år som kulturminister.

Gerner Nielsen har sideløbende været medlem af og formand for en række kampagner og projekter – herunder Den Danske Brundtlandkampagne, Den Grønne Fond og Etisk Råd ligesom listen over bestyrelsesposter er lang. Blandt andet sidder hun i dag i bestyrelsen for Grundfos Fonden og Spar Nord Fonden, hvor hun er næstformand.

Elsebeth Gerner Nielsen er ridder af Dannebrog og har modtaget en lang række priser for sit professionelle virke. Privat er hun gift og mor til fire børn på 18, 27, 31 og 35 år.