Af Redaktionen

Indtil nu har det tit kun været den ene forælder, typisk moren, der har fået post i e-Boks, når et barn får vuggestueplads eller skal skrives ind på den nærmeste skole.

Men det er slut nu. For fra i dag, mandag, bliver al post fra det offentlige om et barn sendt til begge forældre.

Folketinget vedtog sidste år lovforslaget om, at begge forældre skal have besked i e-Boks fra det offentlige, når det drejer sig om deres børn. Nu træder det så i kraft, og det glæder ligestillingsminister Trine Bramsen (S).

– Vi skal selvfølgelig ikke være med til at fastholde en stereotyp forestilling om, at beskeder fra det offentlige om børn nok er mest relevante for moren.

– Børn er et fælles ansvar, og derfor skal begge forældre selvfølgelig også have de relevante oplysninger. Det bliver nu helt klart, at digital post om et fælles barn skal sendes til begge forældre, siger Bramsen

Lovændringen betyder ifølge Transportministeriet, hvor ligestillingsområdet hører under, at offentlige myndigheder nu som udgangspunkt skal sende digitale post omhandlende et fælles barn, og som er rettet mod begge forældre med forældremyndigheden, til begge forældre, uanset barnets bopæl.