Tekst: Camilla Uth Fotos/dronefotos: KomEsbjerg

De har ikke blåt blod i årene, beboerne på Bytoftens ældrecenter i Hjerting, men alligevel var den kongeblå farve dominerende i Cafeteriaet, hvor der også var dækket smukt op i rødt, hvidt og blåt og pyntet med dannebrogsflag.

En ganske særlig begivenhed, nemlig Royal Run løb af stablen i går, Og Bytoften stillede med ca. 45 deltagere. Ruten var nøje udstukket, der var kaldt ekstra mandskab ind fra Social og sundhedsskolen i Esbjerg, de stillede med 8 sæt ekstra hænder, Natasja Thomsen, Signe Kristensen, Søs Jepsen, Mille Egelund, Sofie Holgaard, Ida Christensen udgjorde 6 af dem, pigerne læser til social og sundhedsassistenter og glædede sig til at få en god oplevelse med borgerne i, -det er jo et led i vores uddannelse, udtrykte de og udviste stor gejst i form af godt humør.

Plejehjemsleder Lone Aabling sendte deltagerne af sted med ordene, – Det er en stor dag i dag, det er en varm dag i dag og det er en dag i motionens tegn. Vi her på Bytoften vil gerne vise, vi ikke er gået i stå, vi kan også godt lide at komme ud at få vind i håret og få nogle kilometer i vores kroppe.

Lone Aabling er med til at afholde Royal Run på Bytoften for 2 år i træk, hun er en engageret ildsjæl, der greb bolden, som daværende Kronprins Frederik kastede op, da han holdt det første Royal Run, en begivenhed der strækker sig over flere danske byer, og nu også i Hjerting. Lone lader tydeligt skinne igennem, at hun ønsker at borgerne skal have det godt, så der er blevet søgt og fået støtte til projektet fra Lida og Oskar Nielsens Fond, Hjerting GrandeLaug, Skads Herreds Brandkasse og Sct. Georgs Gilderne, derudover har Meny i Hjerting givet en favorabel pris på maden til de Royale motionister, og menuen bestod af Stjernekaster til stjernestunder med tilhørende drikkevarer.

Ruten var lavet så den gik rundt om området ved Bytoften og De fleste blev skubbet af hjælpere i deres kørestole, og til det var der både pårørende, personale samt de søde piger fra Social og Sundhedsskolen. Enkelte gik selv med rollator, en af dem var Ellen Elise Houm Jensen, hun gik hele ruten i rask trav, og havde en god tur.

Undervejs havde ca. 300 børn fra Nordvangsskolen fra 0-3 årgang stillet sig op med mellemrum og hvor borgerne kom frem lød det- GO GO GO!, og kom så plejehjem! Enkelte grupper sang, og ingen tvivl om at alle børnene havde en fest. Aleksandra, Emma, Nora, Frederik og Otto fra en af 2 klasserne på Nordvangsskolen var med i en af de første heppegrupper sammen med deres lærer Røskva Nielsen, og de var ligesom alle de andre mødt med godt humør og gjorde deres til at holde gejsten oppe.

Stinne Nord der har en privat pasningsordning i Hjerting, var mødt op for at heppe sammen med tre børn i ladet på cyklen.

Mie Riddersholm og Rie Sørensen, endnu to lærere fra Nordvangsskolen udgjorde nogl af de sidste heppekor, her var der også god stemning blandt børnene, der udtrykte at de godt kunne lide at heppe på folk, og at det var sjovere end at de skulle tilbage og have matematik.

Nogle klarede ruten hurtigere end andre, og de udgjorde så den sidste del af heppekoret og modtog deres med motionister efterhånden som de landede på Bytoften igen, her blev der endnu engang skænket forfriskninger bestående af Bailey, øl eller sodavand, og så var der medaljeoverrækkelse. Alle deltagere fik en flot medalje et knus og et par ord med på vejen af plejehjemsleder Lone Aabling, inden de skulle ind og hygge sig med den gode mad og lidt god musik.

Et fantastisk arrangement, der viser hvor meget der kan lade sig gøre, når nogen går forrest og sætter ting i gang. Tit og ofte skal der ikke så meget til for at generere lidt ekstra livsglæde og livskvalitet, og en oplevelse som denne vil sprede sig som ringe i vandet og være samtaleemne blandt personale og beboere på Bytoften i lang tid efter.

-Hvis du kommer ud i morgen og spørger vores borgere, hvad de lavede i går? Så vil de svare, at de har været til Royal Run, afslutter Lone Aabling.