Af Redaktionen
Med den opdaterede retningslinje udvider Sundhedsstyrelsen anbefalingens omfang, så social-området inkluderes. Samtidig skærper Sundhedsstyrelsen anbefalingen, så medarbejdere i særlige risikogrupper skal omplaceres og ikke må håndtere patienter eller borgere med mistanke om COVID-19, og gravide fra 3. trimester skal sendes hjem.
En række risikogrupper anses som særligt udsatte I forhold til at få et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med COVID-19. Derfor skal vi passe særlig godt på medarbejdere i sundheds-, social- og ældresektoren, der har mange nære kontakter og som tilhører de udsatte risikogrupper.
Medarbejdere i socialsektoren, skal også tages ekstra hensyn til
Den opdaterede retningslinje udvider målgruppen af arbejdsgivere, så det understreges, at der også skal tages særligt hensyn til medarbejdere på socialområdet, der tilhører en risikogruppe, og som i deres arbejde har mange og tætte kontakter.
Desuden skærpes anbefalingen, så det fremgår tydeligt, at medarbejdere i særlige risikogrupper ikke skal håndtere patienter eller borgere med mistanke om eller påvist COVID-19 smitte, og at medarbejdere, der tilhører en risikogruppe, derfor skal omplaceres til andre opgaver, hvis de i deres vanlige arbejde ellers ville komme i kontakt med oplagt smitterisiko.
”Vores anbefalinger er blevet tolket forskelligt rundt i landet, og det skabte utryghed blandt medarbejderne. Med den opdaterede retningslinje håber vi, at vi kan fjerne tvivl om, hvordan medarbejdere i risikogruppen skal håndteres i sundheds-, social- og ældresektoren, så vi sikrer medarbejdernes helbred og tryghed.” fortæller Camilla Rathcke, centerchef i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler forsat ikke, at alle medarbejdere, der tilhører en særlig risikogruppe automatik sygemeldes og hjemsendes under epidemien. Arbejdsgiverne og den enkelte ansatte skal sammen vurdere, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt, at den pågældende medarbejder fortsat varetager sin vanlige funktion, ellers skal medarbejderen omplaceres til en anden opgave, hvor der ikke er oplagt smitterisiko.
Gravide i tredje trimester hjemsendes
Der er stadig ikke noget, der tyder på, at gravide er særlige modtagelige for smitte, har en øget risiko for at få et svært sygdomsforløb med COVID-19 eller har en øget dødelighed. Men for at være på den sikre side, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at ingen gravide har kontakt med patienter eller borgere, som er er mistænkt for eller har fået bekræftet smitte med COVID-19.
I retningslinjen tages der ekstra forholdsregler for gravide i 3. trimester (fra 28. graviditetsuge). Det skyldes, at der i enkelte studier fra udlandet ses en øget forekomst af kejsersnit inden termin hos gravide, der bliver indlagt med COVID-19 i 3. trimester, og at børnene derfor bliver født for tidligt. Evidensgrundlaget er stadig sparsomt, så Sundhedsstyrelsen følger løbende området og er i tæt dialog med specialister på området.
”Vi skal passe på alle vores gravide medarbejdere og deres kommende børn. Ud fra et udvidet forsigtighedsprincip og af hensyn til det ufødte barn anbefaler vi, at gravide i 3. trimester arbejder hjemmefra, så risikoen for smitte i sidste trimester mindskes.” siger Camilla Rathcke.