Tekst og fotos: KomEsbjerg

Onsdag aften var der fyldt godt op med musikhungrende publikummer – ja, der var nærmest tale om godt og vel fyldt op – både på siddepladserne, i græsset, mellem træerne og ved Vandtårnet sad der mennesker og nød aftensolen sidste stråler sammen med musikken, de fleste kunne synge med på.

Nordisk Film Biografer havde om eftermiddagen vist filmen ”Mugge & vejfesten” – en hyggelig børnefilm for både børn og voksne. Biograf-teamet stod da klar med gratis popcorn til alle og havde også slik og chips med. Det var en sommereftermiddagsoplevelse med hygge, glæde og nærvær.

Teamet valgte at blive hængende til Thomas Helmig Jam om aftenen, hvor man bl.a. stod klar i en mobilbar (ombygget hestetrailer) og serverede kolde og varme forfriskninger, chips, chokolade og deslige fornødenheder til en hyggeaften under de grønne bøge – det viste sig at være en rigtig god idé, for aftenen igennem var der en stadig søgning mod det midlertidige traktørsted.

Biografens lokale Event Supervisor, Trine Lund Lauridsen fortalte til KomEsbjergs fotograf, at sådan en eftermiddag og aften der emmer af sommer og glæde også viser, at Esbjerg er en by med et godt sammenhold, hvor mange nyder de gode stunder sammen. Det er også noget, man hos Nordisk Film Biografer i Esbjerg Broen ønsker at bakke op om og værne om – så hvem ved; måske kommer traileren på besøg igen?

Efter de traditionelle Ekstranumre, havde mange god tid til at forlade stedet, der var både tid til venindesnak og kaffe- kagespisning, inden parken var tømt efter en god dag med Sommerlivsunderholdning.

Gad vide, hvor mange der undervejs til eller fra Byparken bemærker mindestenen over lægen, Oscar Bruun, hvis fremsyn i byens pionertid vi kan takke for at have så flotte omgivelser til sommerens koncerter – endda lige midt i centrum.

Måske det kan være en idé – som traditionen ved Promenadekoncerterne i Royal Albert Hall, simpelthen at starte sommerens koncerter med at rense stenen og lægge en buket eller lignende – blot for at vise byens taknemmelighed?

Faktabox om Dr. med. Oscar Jacob Ludvig Bruun (1848-1898):

Esbjergs første læge, distriktslæge fra september 1887

Pioner inden for epidemibekæmpelse og serumbehandling.

Initiativtager til skovrejsning i Esbjergområdet og medstifter af Esbjerg Gjesing plantage i april 1890.

Grundlægger af Esbjerg Bypark i 1880’erne

Mindestenen med Bruuns relief blev rejst ved Esbjerg Gjesing Plantages 25-års jubilæum i september 1915. Relieffet er udført af keramikeren og billedhuggeren, Søren Kongstrand (1872-1951), inskriptioner er forfattet af sagfører Hannes Hvedstrup (1869-1933) og lyder: ”I karrig jord, ved nøgen strand, paa klit og lyngbevokste banke, han planted træ ved træ med læ og vækst for sindets stærke tanker

I maj 1946 blev stenen, på initiativ af Esbjerg Byråd, flyttet til Byparken – lægens gamle anlæg, hvorfra den fremsynede læge siden har kunne betragte livet i anlægget, der lå ham så meget på sinde at etablere.

Oscar Bruun ligger begravet med sin hustru, Ane Cathrine Bruun (1853-1895) på Den Gamle Kirkegård ved Vor Frelsers Kirke i Kirkegade.

Kilde: Med stor tak til Anette Rydahl, Esbjerg Byhistoriske Arkiv.