Tekst og fotos: Camilla Uth

Et langt liv fyldt med kærlighed og rigt på minder er hvad Lillian Eriksen 90 år i dag kan se tilbage på, KomEsbjerg kiggede forbi i lørdags til morgenkaffe.

– Kom indenfor, siger en storsmilende Lillian Eriksen, kaffebordet er dækket, fint og sirligt, rullepølsen er hjemmelavet, for Lillian laver alting selv fra bunden. – Så ved jeg hvad der er i min mad, siger hun, og smiler igen så de varme øjne stråler.

I dag fylder Lillian 90 år og det bliver fejret på Comvell i Børkop sammen med hendes tre børn og hendes svigerbørn, for Lillian elsker at have sin familie omkring sig, og hver sommer samler hun da også dem alle sammen, det er vigtigt at de får knyttet bånd store som små, fætre og kusiner siger hun.

Lillian har tre børn, to piger og en dreng, den ældste Lene er født i Silkeborg og er nu 70 år, de to andre Ulla og Ole er født i København er nu henholdsvis 64 og 65 år. Lene bor i Sønderris, Ole bor nu i Århus og Ulla bor ved Rude strand lidt udenfor Århus, alle tre børn klarer sig godt og det gør børnebørnene også, fortæller Lillian stolt.

Lillian mødte sin nu afdøde mand Gunnar i en slagterforretning, hun var 18 år og fra Esbjerg, han var 24 år og fra Brande, lynet slog ned så det gnistrede i dem begge to, og de havde efterfølgende 65 fantastiske år fyldt med kærlighed. 

De flyttede til Søborg hvor de havde en slagterforretning fra 1954 -1969, mulighederne var større derovre, så de arbejdede målrettet i forretningen. De havde ung pige i huset, men forretningen lå tilpas tæt på hjemmet til at børnene kunne komme og gå. Parret flyttede efter 1969 tilbage til Esbjerg, hvor de åbnede en slagterforretning i Gjesing, som de drev frem til 1977, hvor de valgte at sælge den. 

Efter en lang årrække som selvstændige, valgte de begge at søge ud på arbejdsmarkedet, Gunnar arbejdede herefter på lageret hos Borden på Esbjerg havn og i Kjersing her var han i 11 år. Lillian var et par år i butiksfaget henholdsvis hos Gymnastik og ridesport, samt Vævestuen, inden hun valgte, at nu ville hun være hjemmegående, og det har hun så været siden. En tilværelse hun nyder, for selvom det har været en oplevelse at være selvstændig i mange år, så var det også til tider hårdt, fortæller hun. 

De to mennesker havde en varm symbiose, de havde nok i hinanden og deres børn og børnebørn

Efter Gunnars død har Lillian fået en rigtig god veninde, som hun dels går til svømning med, men derudover ses med en gang om ugen, så taler de sammen og spiller forskellige spil bl.a. Rummikup, eller også mødes de til en gå tur på Hjerting strand. – Jeg kan ikke undvære mine gåture, og jeg går tre kilometer hver dag med mine gåstokke, dem bruger jeg for at skåne min ryg, fortæller hun.

– Hver dag kl. 6.00 står jeg op, børster mine tænder, tager tøj på og tager til svømning siger Lillian, hun svømmer 1000 meter hver morgen, før var det 2000 meter, men nu har hun skåret distancen ned til det halve og kombinerer også svømmeturene med vandaerobic. 

Det er ingen sag at komme fra Hjerting til Svømmestadion Danmark, for Lillian har for et par år siden købt sig en smart rød Hybridbil, – den er så dejlig at køre i siger hun storsmilende, og ingen tvivl om at både bil og Lillian er et perfekt match.

Bilens røde farve er formentlig heller ikke valgt tilfældigt, for farver spiller en stor rolle for Lillian, og de fylder meget i hendes skønne og meget hyggelige hjem. En anden ting der også fylder meget er de forskellige sten, små skaller og strandglas, der står rundt omkring, små uvurderlige minder, samlet gennem et langt liv sammen med Gunnar. – Vi elskede stranden især ved Vejers, hvor mine svigerforældre havde sommerhus, og skete det, at skyerne trak sammen og vi var uens, så kørte vi til Vejers og gik en lang tur, og bagefter var alle stridigheder glemt, fortæller Lillian.

– Vi fik altid ekstra god mad fredag og lørdag, og en af de aftener løftede Gunnar sit glas og udbrød: – Vi skal lige skåle, for hvor har vi været heldige! 

I løbet af deres lange ægteskab, fik parret også løbet en del på ski i Italien og Frankrig. – Det startede vi med da jeg var 55, fortæller Lillian, – første gang stod jeg ret op og ned og faldt, griner hun, men vi holdt ved til jeg blev 70 år, og det var så skønne ferier, med de mest fantastiske udsigter oppe fra de høje bjergtinder, afslutter hun.

Efter Gunnars død, har Lillian sammen med sin veninde været på højskole en gang om året, og derudover har de to veninder også været på Kreta samt ved Gardasøen. – Jeg skulle jo videre med mit liv, siger hun eftertænksomt, og det kom hun så, med den appetit hun har på livet og sit positive livssyn. Hun favner hver en dag, for livet skal efter hendes mening nydes.

Udover at blive fejret på Comwell i dag, så fejrer Lillian også sin 90 års fødselsdag på torsdag. – Jeg har inviteret 11 damer til brunch, det er mine naboer, mine to døtre og min svømmeveninde.

De mange år som selvstændig slagterkone med ansvar for delikatesserne fornægter sig ikke, – jeg laver maden selv, vi skal have røræg med spegeskinke, små spinatpandekager med ferskrøget laks og smøreost, hjemmelavet rullepølse, hjemmelavet sky og løgringe, derefter ostebord og kage, kagen er dog ikke hjemmelavet, – en kage skal være friskbagt, siger Lillian, og da hun ikke kan nå det denne dag, har hun bestilt en, hun går nemlig ikke på kompromis med kvaliteten af den mad hun serverer for sine gæster.

Opskriften på et langt liv er ifølge Lillian et positivt livssyn, hvilket hun har i rigt mål kombineret med en stor livsglæde, som hun bygger på hver dag med den daglige motion, svømning og andre gøremål, alle disse ting i kombination er selve essensen i hendes hverdag. 

Vi ønsker hende herfra redaktionen på KomEsberg et stort tillykke med de 90 år!