Af Sabina Schmidt
Det kommer specielt til at koste dyrt for de danskere, der ikke har passet godt nok på deres gamle pas.
Du skal nu have flere penge op af lommen, når du skal have nyt pas.
Det fremgår af en lovforslag, som et flertal i Folketinget stemte for 26. januar. Og de nye priser er faktisk allerede trådt i kraft. Det skete med virkning fra 1. februar.
Kun danskere i pensionsalderen undgår prisstigninger, da de ligesom før skal betale 378 kroner for en tur ned til borgerservice.
Børn og unge stiger med 35 kroner, mens almindelige voksne stiger med hele 262 kroner.
Dobbelt op – hvis du mangler gammelt pas
Der er især økonomiske øretæver til danskere, som ikke har været gode statsborgere og passet godt på deres pas, da ‘gebyret for udstedelse af pas samtidig fordobles i tilfælde, hvor en ansøger til fornyelse eller udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas, eller hvor passet fremvises i ødelagt stand’, som der står beskrevet i lovændringen.
Kort og godt betyder det, at almindelige voksne skal af med 1752 kroner, hvis de har mistet deres pas, eller kommunen vurderer, at det er ødelagt eller i for dårlig stand.
De nye priser:
0 – 11 år: 150 kr.
12 – 17 år: 150 kr. + 28 kr. for fingertryk
18 år – folkepension: 862 kr. + 28 kr. for fingeraftryk
Folkepension: 350 kr. + 28 kr. for fingeraftryk