Af Sabina Schmidt

Med de lukkede landegrænser og vidt forskellige regeringsbestemte isolations politikker i hele verden kan coronakrisen for alvor mærkes i luftfartsindustrien.

Det tyske selskab Lutfhansa tager derfor nu konsekvensen og lukker et af deres lavprisselskaber.

”Germanwings flyoperationer vil blive lukket, ” lød det i en meddelelse efter et møde i Lutfhansas bestyrelse.

Germanwings har siden 2002 fløjet om kap med andre lavprisselskaber som Ryanair, EasyJet og Norwegian og kæmpet mod de andre selskaber, men efter april vil det tyske selskab ikke længere være at finde på himlen.

Sælger ud af flåden

Udover lukningen af Germanwings meddeler Lufthansa, at de som følge af corona-krisen derudover også vil udfase en stor del af deres flåde.

Ifølge finansmediet Barrons er der tale om 40 af selskabets i alt 763 fly.

Den britiske avis The Guardian skriver, at Lufthansa har planer om at skille sig af med samtlige af deres Airbus A380-fly.

A380’eren er verdens største passagerfly, hvor der i den største model er plads til 853 passagerer. Lufthansa ejer i alt 14 fly af denne type.

Trecifret tab i milliarder

Ifølge beregninger fra den internationale luftfartsorganisation Iata står flyselskaberne verden over til at tabe op mod 755 milliarder kroner på grund af corona-virussen.

Også Norwegian har oplevet en stor tilbagegang på børsen, og det norske selskab har tidligere besluttet at suspendere flyruter mellem Europa og USA mellem 28. marts og 5. maj.

SAS har ligeledes meddelt, at selskabet suspenderer flere flyruter i Europa og gør sig klar til en ny sparerunde, i forvejen er SAS’ flyruter til Kina og Hongkong midlertidig nedlagt.