Af Jan Poulsen
Det er varmt og de fleste danskere tilbringer deres tid udenfor. Men det kan blive en dyr affære hvis du glemmer at låse din hoveddør, også selvom du bare er ude i baghaven.
Hvert år lister tyve sig nemlig ind i private hjem, også selvom beboeren er hjemme. Og netop de ulåste døre kan være med til at gøre det ekstra nemt for tyvene.
-Det er både ærgerligt og ubehageligt, når en fremmed har været i dit hjem og stjålet ting fra dig. Og dét endda, mens du var hjemme. Det kommer bag på mange, at tyven tør vove sig ind på en matrikel, hvor beboerne åbenlyst er til stede. Men det sker år efter år, siger Camilla Nielsen, forebyggelseschef i Tryg, Danmarks største forsikringsselskab.
-Tyven vælger gerne den nemmeste løsning. Og hvorfor besvære sig med at bryde en dør op eller skabe unødig støj fra en knust rude, når man bare kan gå direkte ind, tilføjer hun retorisk.
Desuden kan de ulåste døre og vinduer betyde, at du, hvis uheldet er ude, ikke kan få dækket alle de mistede værdier af din forsikring.
Forsikringsselskaberne skelner nemlig mellem, om tyveriet er sket fra en forsvarlig aflåst bygning/lokale eller det modsatte.
-Ved tyveri fra en uaflåst bygning eller lokale er der for eksempel ingen dækning for smykker og penge. Der kan også være begrænsninger for dækning af visse værdigenstande, siger Camilla Nielsen, som opfordrer til, at man låser sin hoveddør, hvis den ikke er under opsyn, og man for eksempel lige er et smut ude i haven, er gået i bad eller opholder sig på husets første sal.
-En lille ting som at låse døren og lukke vinduerne kan altså ikke blot have stor betydning for, om tyven vælger dit eller et andet hus. Det kan også få indflydelse på forsikringens dækning af dine ejendele, hvis du får stjålet noget fra dit hjem, forklarer forebyggelseschefen.
Smykker er sammen med ure tyvenes foretrukne bytte i Danmark. Derefter følger kontanter, computere og tablets, fremgår det af en opgørelse fra Forsikring & Pension.
Andre foretrukne tyvekoster herhjemme er mobiltelefoner, kameraer, værktøj og eksklusive designermøbler. Alt sammen ting der er relativt nemme at løbe med, samt har høj værdi når de sælges videre.